Str 98-104

Der står nogle store gennemsigtige kasser i vores kælder.
Måske gør de det stadig.

Nogle gange bliver jeg pludselig i tvivl om de står der, hvor de plejede. Måske bliver jeg også lidt i tvivl om de stadig findes. Hvad nu hvis nogen har flyttet dem? 

Og jeg kan også blive i tvivl om han virkelig har været her.

Kasserne i kælderen er fyldt med Viljes tøj.

Det første år stod det hele stadig i hans skab. Urørt.
Jeg kunne åbne lågerne og stikke hovedet derind for at dufte ham. Jeg kunne stå og skrige ned i hans t-shirts og underbukser. Jeg var blevet forladt - alt jeg havde tilbage af hans krop var lidt hans duft indeni hans tøj - det bildte jeg mig i hvert fald ind - alt jeg kunne, var at skrige.

Alt hans tøj.
Dinosaurer. Drengetøj. Små drengeting.
Hans Paw Patrol-sutsko, som han havde på på hospitalet.
Den t-shirt han ville have på igen og igen den sidste måned.
Størrelse 98-104.
En treårig drengs krop. 

En lille krop.

Med lyse dun på armene

Alt det, der er forsvundet lige der - manifesterede i tøj - drengetøj - ikke at det måske betød noget. Måske betød det lidt - min dreng, som ville blive min store dreng med lange arme.

Krammene.
Blikkene. Blå øjne.
Grinet. Fjollet smil.
Kærligheden.

Først stod tøjet i skabet. Så hældte jeg det ned i store gennemsigtige kasser. Lukkede næsen for ellers ville jeg smelte, knuses, krakelere.
Først stod kasserne på kontoret. Senere i kælderen, da vi måtte flytte ud af vores lejlighed på grund af skimmel.

Nu er de tapet til. Lukket. Gemt væk.

Måske for evigt.

Og jeg ved ikke helt, hvad man gør med sådan nogle kasser.

For det er jo ikke bare tøj.

Det er jo 

ham.
os.
kroppen
den han var.

En lille fyr der elsker dinosaurere og gravemaskiner.

Han døde bare.

Og nu findes der kun tingene tilbage. Stoffet. Sutskoene. En lille t-shirt i størrelse 98-104.

Måske skulle jeg give det væk til nogle andre, der har en dreng str 98-104

Men hvordan giver man et liv væk?

Hvordan sorterer man i det sidste fysiske bevis på et barn, man ikke længere kan holde om?

Jeg tror ikke, problemet er, at kasserne står der. Problemet er, at han ikke gør.

Kasserne er på en måde blevet en forlængelse af ham. 

Og måske er det derfor, jeg nogle gange panikker ved tanken om kasserne.
Fordi de holder forbindelsen mellem dengang og nu.

Måske står der nogle store gennemsigtige kasser i min kælder.

Måske står de der resten af mit liv.